Remee fik ikke sagt farvel til far
X Factor-dommeren Remee mistede pludselig og meget uventet sin adoptivfar, den 67-årige Mogens Sigvardt, i forrige uge. Remee var netop landet i Københavns Lufthavn efter en lang flyvetur hjem fra Thailand, og da han tændte sin mobiltelefon igen i lufthavnen, kom den forfærdelige besked om dødsfaldet ind på hans mobil.
- Remee er utroligt berørt af sin adoptivfars pludselige bortgang, og han har derfor ingen yderligere kommentarer for øjeblikket, fortæller Remees pr-agent, Signe Sehested Lund. Det var en simpel ulykke, der gav komplikatoner og resulterede i det meget uventede dødsfald.
Med adoptivfarens bortgang har Remee mistet begge sine adoptivforældre samt sine to biologiske forældre. Remee, der er døbt Mikkel Emeer Sigvardt, voksede op hos Mogens og Jette Sigvardt i Solrød Strand. De tog ham til sig, da hans biologiske mor efterlod ham kun tre måneder på en politistation.
Skønt Mogens Sigvardt boede syd for København, blev han begravet fra Frederiksberg Kirke, som ligger tæt på Remees store villa ved Frederiksberg Have.