Remee: - Michala har lært mig utroligt meget
Da Remee og Michala Kjær pludselig trådte ind på scenen som kærestepar i 2009, trak det store overskrifter på avisforsiderne og i de fleste ugeblade.
Desværre gik forholdet ikke og i marts 2010 valgte 35-årige Remee og 20-årige Michala, efter et halvt år sammen, at gå hver til sit. Danmarks hotteste par var ikke længere en realitet.
Parret har dog bevaret et godt venskab og i dagens udgave af Ekstra Bladet, fortæller Remee åbenhjertigt om hvordan Michala har haft en positiv indflydelse på ham.
- Michala har lært mig utroligt meget om ikke bare at lukke gud og hver mand ind i mit liv. Hun er vokset op i en verden, hvor hun har været nødt til at være meget selektiv med de mennesker hun omgås, fortæller Remee til Ekstra Bladet.
Hvad der var årsagen til at Remee og Michala i marts måned brød forholdet, har ingen af dem rigtigt ville udtale sig om, og til BILLED-BLADET sagde Michala den gang:
- Det er bare den rigtige beslutning for os lige nu, selvom vi har haft det virkelig godt sammen.
Remee har samme opfattelse og han er utrolig glad for Michala, selvom de ikke længere danner par.
- Vi har et rigtig godt forhold til hinanden og taler godt sammen. Hun er et fantastisk menneske, fortæller Remee til Ekstra Bladet.