28. jan. 2009
Af af Signe Ravn
Robert Hansen taler ud om bruddet med Mira
Robert Hansen giver i år flere prøver på sine evner som skuespiller i roller, der ligger langt fra hans gennembrud som Viktor i Anja & Viktor-serien.
Foto: Birger Storm
Robert Hansen føler sig nogenlunde ovenpå efter, at han og Mira gik fra hinanden i november sidste år.
Robert Hansen er travlt beskæftiget for tiden. Den populære skuespiller har tre film på vej, og optager snart et nyt program til TV3, hvor danskere dyster om en præmie på 250.000 kroner i et japansk gameshow. Og det har givet afstand til det triste brud med Mira Wanting i november.
"Jeg føler mig godt tilpas trods skilsmissen. Mira og jeg traf en beslutning, vi begge var enige om. Vi er stadig gode venner og taler godt sammen," fortæller Robert Hansen til Se & Hør.
"Det er aldrig let, men vi gik fra hinanden i fred og fordragelighed. Så jeg vil lige sunde mig lidt i forhold til kærligheden," udtaler Robert Hansen til ugebladet. Om det også gælder i forhold til Roberts seneste flirt, Tina Lund, vil tiden vise.