Rørende mindeord fra TV-stjernen: Hans Pilgaards mor er gået bort
For Hans Pilgaard har det været en uge fyldt med sorg, tårer - men også med mange gode minder. Han har mistet sin elskede mor, Bodil, der blev 85 år. I fredags blev Bodil Nielsen bisat - og fredag aften skrev Hans en smuk, personlig afskedshilsen til sin mor på Facebook. Hans har givet lov til, at vi her viderebringer den til læserne på billedbladet.dk:
"I min lille naive verden er min mor og far nu genforenet.
Der er så mange historier at fortælle, og de lever videre i hjertet, og når jeg genfortæller dem, så kommer jeg både til at smile og grine gennem tårerne.
Som jeg i dag kom til at smile til tonerne af ”Den Gamle Pavillon”, mens vi bar dig ud….. Den sang, som du før i tiden dansede til på bordet, mens du svingede med skørterne og sang højt……og fik os til at grine.
Nu bliver her så stille.
Men vi smiler ved tanken og minderne og alle historierne.
Og jeg smiler ved tanken om, at du og far er genforenet.
Hvil i fred Mor og svigermor!"
Også Hans Pilgaards kæreste, Jobbe Hansen, siger dermed farvel til en kvinde, der tydeligvis vil være savnet af både Hans og Jobbe.
Hans Pilgaard har nu mistet begge sine forældre. Hans far, den tidligere luftkaptajn Kaj Pilgaard Nielsen, gik bort i juni 2012, 80 år gammel.
Efter Hans skrev sine smukke ord på Facebook, har han modtaget mange reaktioner fra de over 4000 mennesker, der følger ham på internetsiden.
- Jeg er seriøst overvældet og rørt over de mange varme kommentarer, siger TV-værten til billedbladet.dk