14. apr. 2008
Af af Signe Ravn

Rowling i retten

https://imgix.billedbladet.dk/media/billedbladet/kendte/nyheder/j.k.-rowling/rowlingcrowd.jpg
Harry Potters skaber, J.K. Rowling, må nu en tur i retten. Forfatteren forsøger at forhindre, at en fan udgiver et Harry Potter-leksikon mod hendes vilje. Hun ser det som en overtrædelse af sin ophavsret.

Hele denne uge må forfatteren J.K. Rowling bruge i retten i U.S. District Court på Manhatten. Det skriver msn.com. Årsagen er, at Rowling, der har skrevet de kolossalt succesfulde bøger om Harry Potter, vil forhindre en fan i at udgive et Harry Potter-leksikon.

Forfatteren af leksikonet, Steven Vander Ark, har siden år 2000 drevet en hjemmeside dedikeret til Harry Potter-universet. J.K. Rowling har tidligere udtalt sig positivt om sitet, der hver måned tiltrækker halvanden million brugere.

Men nu hvor en del af materialet derfra skal blive til et leksikon, er J.K. Rowling langt fra tilfreds og anfører, at det er en klar overtrædelse af hendes ophavsret. Ifølge msn.com føler hun, at "hendes ord er blevet stjålet", og at leksikonet ikke er andet en "omarrangering af hendes materiale".

Retssagen bliver uden jury, og Rowling har fået tilladelse til at medbringe egen sikkerhedsvagt i retslokalet, ligesom hun har fået lov til at opholde sig i et andet rum end retslokalet, når hun ikke skal vidne.

J.K. Rowling, der før de glade Harry Potter-dage, var arbejdsløs enlig mor, er i dag en af Storbritanniens rigeste kvinder. Hendes bogserie om Harry Potter er udgivet i 64 lande og har solgt 400 millioner kopier til dato. Derudover har filmene om Harry Potter indspillet 4,5 milliarder dollars på verdensplan.

Læs mere om: