Sanne Salomonsen brugte hest til genoptræning
På coveret til Sanne Salomonsens storsælgende album 'Unico', sidder sangerinden på en stejlende hest. Til daglig er Sannes hest opstaldet i Portugal, så en gang om måneden holder hun fri i en uge for at besøge hesten, der hjalp hendes genoptræning på vej efter blodproppen i 2006.
"Det er faktisk hans skyld - og vores samarbejde kan man sige - at jeg har fået min styrke tilbage, så jeg kunne synge igen. Det skal jeg aldrig glemme ham for," fortæller Sanne Salomonsen til magasinet 'Mit Nordjylland' og forklarer:
"Hvis du vil ride, er du nødt til at have en rank holdning og sidde i balance. For at kunne det er du nødt til at bygge dine mavemuskler op. Og det er dem, jeg skal bruge for at synge, så han har været en meget stor hjælp for mig," understreger Sanne Salomonsen i magasinet.