Sara Blædel glæder sig
Dior-neglelakken matcher de røde såler på Louboutin-stiletterne, når krimiforfatteren Sara Blædel i aften modtager De Gyldne Laurbær ved en stor gallafest i Lokomotivværkstedet ved Kalvebod Brygge i København.
I februar blev det afsløret, at Sara Blædel fik boghandlernes prestigefyldte pris for sin niende roman ”Kvinden de meldte savnet” om kriminalassistenten Louise Rick og journalistveninden Camilla Lind. I aften bliver Sara Blædel så kronet med en rigtig laurbærkrans i overværelse af sin stolte søn, Adam, og ikke mindst 250 gæster, som er en stor blanding af boghandlere og forlagsfolk.
- Uhhhh, jeg glæder mig, lyder det fra Sara Blædel.
Sara Blædel sælger over hele kloden
Sara Blædel, der har været fuldtidsforfatter siden 2004, har udgivet ni bøger i Rick-serien, og hun har et salgstal, som kun de færreste forfattere herhjemme kan hamle op med. Hendes bøger, der er oversat til 14 sprog, er nemlig udkommet i 1,7 millioner eksemplarer indtil nu.