Sara Bro er enig med sin mand
Radioværten Sara Bro blev for 11 måneder siden mor for første gang, da hun fik sønnen Fritz. Og selvom Sara efter eget udsagn var chokeret over, hvor mange gode råd og regler, man får som nybagt mor, så er hun og manden Asger heldigvis enige, når det kommer til deres lille dreng.
"Min mand og jeg er trosfæller. Vi er sjældent uenige om, hvad vi skal. Og med babyen, det har vi ikke haft diskussioner om. Vi ser verden på samme måde," fortæller Sara i ALT for damerne og afslører, at det bedste råd, hun fik, kom fra den nærmeste familie.
"Min moster har fem børn, og hun sagde til mig: "Det er dig og jeres baby, der skal finde ud af det her sammen. Du ved godt, hvad han vil, det er jo din søn. I er nødt til at finde en rytme, og du er nødt til at tro på, at du godt kan finde ud af det." Jeg synes, det var megasvært, og det synes jeg stadigvæk, det er," siger Sara til damebladet.