Sarah Louise Christiansen: Blev misbrugt af naboen som barn
Den danske topmodel og kendisblogger, Sarah Louise Christiansen, fortæller nu åbent om sin hårde barndom, hvor hun sammen med sine to brødre boede alene med deres enlige mor, der levede på bistand.
- Der var aldrig penge til noget som helst, og en Nutella-mad hos min mormor og morfar kunne rede hele min dag, skriver hun på sin blog.
Derfor var det også fristende for hende og hendes venner, hver gang naboen inviterede børnene indenfor i sit hjem til slik og kager.
- En dag var jeg inde hos ham med en anden ven, og da vi gik, hvisker han til mig, at han kun havde en is igen, men den kunne jeg få senere, hvis jeg kom igen alene. Han sagde jeg skulle sørge for, at ingen så det, for så ville de andre jo også have is. Jeg blev så glad og ventede et par timer, før jeg listede ind. Lige da jeg trådte ind i hans lejlighed, lukkede han døren bag mig og låste. Lige der kunne jeg fornemme, at noget var galt, skriver Sarah Louise.
Tæsket af mor
- Som syvårig kan man ikke tolke en voksen mands signaler, men jeg vidste på en eller anden måde, at jeg var i fare. På denne dag forgreb han sig på mig. Jeg vidste ikke, hvad der skete, men jeg husker, at jeg gjorde hvad som helst for ikke at gøre ham sur ... Jeg fokuserede kun på at komme væk derfra. Jeg ved ikke, hvor lang tid jeg var der, men jeg kan huske, at han lukkede mig ud af døren ved baghaven.
Hjemme hos sin mor sad hun som forstenet i sofaen, og hendes mor kunne straks mærke, at der var noget galt, og Sarah fortalte om den forfærdelige nabo.
- Jeg husker igen ikke så meget, men jeg ved, min mor gik over til ham og gennemtæskede ham. Min mor har altid haft et voldsomt temperament, og det gik også ofte ud over os børn, men på denne dag fik naboen hendes vrede at føle. INGEN (ud over hende selv) skulle ligge en hånd på hendes børn!!
Han vendte tilbage
Efterfølgende blev naboen meldt til politiet, og man fandt også ud af, at Sarah Louise ikke var det eneste barn på vejen, den væmmelige nabo havde forgrebet sig på.
Det, der skete efterfølgende, var fuldstændig latterligt. På trods af flere overgreb fik han kun 3 måneders fængsel, og han måtte komme ud på weekend. En fredag efter skole holdt han på den anden side af vejen og kiggede på mig. Jeg løb alt, hvad mine små syvårige ben kunne, hjem, og kort tid efter flyttede min mor os et andet sted hen, skriver hun i sin blog.