31. mar. 2013
Af af Karina Didriksen

Saseline: Sådan holder jeg mig sund

Saseline Sørensen
Saseline Sørensen
Foto: AOP
Motion er en vigtig del af sangerindens hverdag, og hun sørger altid for at have et par løbesko med i bilen.

Da hun var med i ”Vild med dans” på TV 2 svedte kun kalorierne væk på dansegulvet, men 30-årige Saseline bruger nu andre metoder til at holde formen ved lige.

- Hvis jeg ikke dyrker regelmæssig motion, tager mit humør og mit energiniveau et dyk lige med det samme. En løbetur i det fri gør til gengæld altid underværker for min sindstilstand, fortæller Saseline til Alt for damerne.

Hun dyrker desuden Bikram yoga i 40 graders varme og har altid en yogamåtte og løbesko i bilen, hvis hun får en pause i løbet af dagen. Men maden er også vigtig.

- Jeg starter altid dagen med rugbrød og et blødkogt æg. Det giver en god bund. Og så drikker jeg friskpresset juice til, for eksempel med gulerod, appelsin, æble og ingefær. Det er en genial måde at få vitaminer på, forklarer Saseline.

Sangerinden, der er alenemor til sønnen Sean, har dog ingen generelle kostprincipper og hader diæter. Men hun spiser hverken okse- eller svinekød og har tidligere forsøgt at leve helt uden kød.

- Jeg har også prøvet at være 100 % vegetar, men jeg blev alt for tynd af det. Jeg vil gerne beholde mine former! Så jeg spiser meget fisk og kylling for at få proteiner nok, siger hun til Alt for damerne.

Læs mere om: