Saseline Sørensen viste formerne frem til modeugen
- Jeg elsker kvindelige former, lød det spontant og med et smil fra designeren Stasia på spørgsmålet om, hvorfor hun havde valgt kendissen Saseline til at åbne sit show på in-stedet Nimb i København.
Og sangerinden, der er født i Malaysia, så da også fantastisk ud i en drøm af en creme-farvet kjole, da hun skridtede ned ad podiet.
Det er ikke første gang, at Saseline med succes har gået model for Stasia - og denne aften var ingen undtagelse.
Den smukke robe var lavet af håndbroderet couture stof og den første af en lang række utrolig elegante couture kjoler, som den danske designer havde arbejdet på i flere måneder og haft fire systuer involveret i.
Også den danske model Christine Pram viste en smuk Stasia-kreation frem til stor jubel for de mange fremmødte fra mode- og underholdningsverden.