Silas Holst afslører: Derfor skal vi ikke danse brudevals
Det var en lykkelig Silas Holst, som lørdag den 6. august blev gift med sin kæreste gennem fire år, Nicolai Schwartz, ved Nakkehoved Fyrkro i Gilleleje.
Efter vielsen glædede brudeparret sig til en festlig aften med familie og venner.
- Resten af dagen står på rigtig mange øl, god mad og rigtig mange dejlige mennesker. Vi har inviteret 140, og der var 137, der kunne komme. Så det er de helt rigtige mennesker, som er her, sagde en glad Silas Holst, da BILLED-BLADET mødte parret.
Minder om arbejde
”Vild med dans”-stjernen og hans ægtemand så også frem til, at der senere på aftenen kom gang i dansegulvet. Men der var en bestemt dans, som de ikke skulle danse.
- Vi skal ikke danse brudevals, fastslog Silas Holst med et smil og forklarede hvorfor:
- Det lugter lidt af arbejde, synes jeg. Så jeg synes, det ville være lidt kedeligt at skulle danse wienervals. Vi gør noget andet i stedet for.
- Ja, og jeg er også vildt dårlig til at danse!, udbrød Nicolai Schwartz med et grin.