Silas Holst satser på Danmark
Da Silas Holst var yngre havde han drømmen om det store udland. Broadway trak på den dengang unge danser, men frygten for ikke at være god nok fik Silas på andre tanker.
- Jeg tror bare, modet svigtede. Nu når jeg var begyndt at få en karriere herhjemme, kæmpede jeg meget med tankerne om, at så skal jeg starte forfra og få afslag igen og igen og igen. Og måske finde ud af, at jeg ikke er i nærheden af at være dygtig nok. Det kunne også være, jeg var dygtig nok. Det finder jeg aldrig ud af. Jeg er rigtig glad og taknemmelig for det liv, jeg har skabt mig her, fortæller Silas Holst.
Han var i bund og grund bange for at fejle og falde igennem. Det var mindreværdskomplekser, som han stadig kæmper med den dag i dag.
Silas Holst er havnet på den rette hylde
- Jeg har så store mindreværdskomplekser, at jeg tænker: ”Det er kun et spørgsmål om tid, før folk finder ud af, at jeg slet ikke er så dygtig, som de tror, jeg er”. I bund og grund er jeg et lille, bange menneske, fortæller Silas Holst.
Til gengæld føler danseren nu, at han er faldet godt til med sin karriere i Danmark, og at han har fundet den rette hylde.
- Jeg har en dejlig familie og et dejligt hus i en dejlig by og et dejligt job. Så jeg er glad og kræver ikke mere, forklarer Silas Holst.