28. jun. 2022
Af Stine Schou

Skabte overskrifter for ni år siden: Nu gør Aqua det igen

Fra venstre Claus Norreen, René Dif, Lene Nystrøm og Søren Rasted (2001).
Fra venstre Claus Norreen, René Dif, Lene Nystrøm og Søren Rasted (2001).
Foto: Benjamin Kürstein
25 år efter udgivelsen af "Barbie girl" når popfænomenet endnu en milepæl.

En milliard visninger. Eller for at være nøjagtig. I skrivende stund 1.060.760.687.

Det er antallet af gange, René Difs linje "Come on Barbie, let's go party" er strømmet ud af en højtaler et sted i verden. Og det er, vel at mærke, alene afspilninger på Youtube.

Hittet fra 1997 rundede seksten år efter udgivelsen 100 millioner afspilninger på Youtube. Og det var noget, der vakte opsigt i 2013.

- Det er da selvfølgelig helt fantastisk, men jeg vidste godt, at den blev hit. Også 16 år efter, sagde Aqua-medlem og sangskriver Søren Rasted dengang.

Successen kunne mærkes på dansk eksportøkonomi

Aqua blev dannet i midten af 1990'erne og i 1997 strøg den danske gruppe til tops på den internationale stjernehimmel. Lene Nystrøm, René Dif, Søren Raasted og Claus Norreen præsterede et pladesalg uden for Danmarks grænser, der resulterede i en indtjening på en halv milliard kroner. Et beløb der ifølge en Information-artikel fra 1998 til sammenligning svarede til den årlige danske eksport af pølsevarer. Og nu kan de fire Aqua-medlemmer så være stolte over endnu engang at nå en milepæl med de milliardmange visninger. Skulle du have glemt den legendariske video, kan du gense den lige her.
Youtubevideoen med flest afspilninger er i øvrigt børnesangen "Baby shark dance", der har passeret 10 milliarder. Du kan se en top 20-liste her over flest afspillede videoer. En liste der i øvrigt afslører, at danske Mø ligger på en 17. plads med "Lean on", som der trykket "play" på mere end 3 milliarder gange.

Læs mere om: