
Søren Fauli erkender, at det har smadret hans liv: Har været deprimeret lige siden

Det er ikke altid lykken at have mange penge. Det har 61-årige Søren Fauli måtte sande.
Den danske filminstruktør og skuespiller har været mangemillionær, siden han i 2016 solgte sin andel af kæden Normal for mere end 50 millioner kr.
Men så snart, at pengene kom ind på hans konto, tog hans liv en negativ drejning. Det fortæller han ifølge Ekstra Bladet i podcasten ”Et kapitel for sig”.
- Det er ni år siden, og det er først i år, at jeg har erkendt, at jeg har været deprimeret lige siden, at jeg fik de penge. Det har smadret mit liv, erkender en hudløst ærlig Søren Fauli i podcasten.
Han forklarer, at de mange penge betød, at han ikke længere fik nogen jobtilbud – mange troede jo, at han ikke behøvede at arbejde mere.

Søren Fauli oplevede derfor, at hans telefon holdt op med at ringe, og det ramte ham utroligt hårdt.
Pengene endte med at styre hans liv, og det var ikke lige det, han havde tænkt, da de mange millioner blev sat ind på hans konto.
Søren Fauli er far til fem - og to af børnene har han med hustruen Annika.
