Søren Rasted fik surprise 40-års-fest
Da Søren Rasted og resten af Aqua-holdet var samlet som eksperter i det succesfulde P3-program 'Mads og Monopolet' lørdag, vidste han ikke, hvad der ventede ham senere.
"Jeg skal spille med bandet Hej Matematik i aften i Middelfart, og derfor holder jeg ikke fest. Måske senere på sommeren, men i dag bliver bare stille og rolig, fordi jeg skal optræde," fortalte Søren til BILLED-BLADET. Musikeren var totalt uvidende om, at hustruen Lene Nystrøm Rasted og vennerne lavede surprise-fest for ham om aftenen.
Mens han og Aqua-holdet var i radioen for at give gode råd sammen med Mads Steffensen, var 35-40 venner ved at mødes for sammen at køre i bus til Middelfart og overraske ham. Fire numre inde i koncerten kom vennerne med Lene i spidsen ind til koncerten, hvor bandet så standsede midt i et nummer og begyndte at spille 'Happy Birthday' for en fortumlet, overrasket og uvidende Søren Rasted, der hurtigt fandt sit glade smil frem.
Efter koncerten blev fødselaren fejret med en gedigen fest backstage, men også i bussen tilbage mod København var der fest og fuld gang i den, og Søren blev fejret, som man bør, når man runder 40 år.