Søs Egelind: Kræften er stadig en del af mig

De seneste år har været noget af en tid for Søs Egelind. Kræftsygdom, skilsmisse og senest hendes mors dødsfald. At sammenfatte det hele i få ord?

-Sådan bliver man voksen! Hold da op!

Søs Egelind og hendes mand, filmfotograf Björn Blixt, gik fra hinanden halvandet år tidligere. Bruddet kom efter en længere periode, hvor Søs Egelind har kæmpet en kamp imod kræft. En kamp, som hun har vundet. En skilsmisse oven på sygdom, det er hård kost, ikke?

- Jo, hvis man laver en "flot palet" henover de seneste fem år af mit liv, er jeg overbevist om, at den store lotterigevinst må ligge og vente på mig, bare for at der igen skal være lidt balance i tingene. Jeg synes, det er grove løjer indimellem. Men, og det siger jeg indtrængende, det er jo det, der er livet. Det er det, der er meningen så. Man får de udfordringer, man kan klare, åbenbart. Det har jeg sagt til mig selv mange gange: "Husk det nu. Det er, fordi jeg kan klare det. Og fordi jeg skal lære noget!"

Pippi Langstrømpe som forbillede
Da Søs Egelind blev interviewet til ugebladet SØNDAG for to år siden, sagde hun bl.a. lige ud og ærligt: "Jeg blev skåret op og lukket i igen. Syltet til med kræft var jeg". Og da én slags kræft, den, der sad som en stor lymfekræftknude, der havde spredt sig ud i mellemgulvet, var bekæmpet, blev hun oven i købet ramt af en ny omgang, nu modermærkekræft, som hun og lægerne så også vandt over.

- Jeg ved fra mig selv, at når man ligger dér og er syg, har man så meget brug for forbilleder. Jeg havde cykelrytteren Lance Armstrong og Pippi Langstrømpe, og hvem jeg ellers kunne skrabe frem. Det er simpelthen så vigtigt for én. Derfor gør det mig kun glad, hvis der er andre, der kan have glæde af at læse eller høre en god historie om, at man kan komme ud på den anden side som et klogere menneske. Så hvis nogen gider høre mig tale, gør jeg det gerne.

Giver ikke slip
For to år siden, ligesom i dag, er hun rask og taknemlig for at være det. Og hun er også villig til at tage ud og tale om sin egen kamp imod kræft, hvis der er nogen, der kan få glæde af det. Da jeg spørger, om det ikke kunne være rart at slippe sygdommen helt, ryster hun på hovedet og siger:

- Jeg synes jo, det er en kæmpestor del af mig, at jeg har været syg. På en måde er det en gave, jeg har fået. Også dét, at sygdommen ikke kommer igen. Så nej, jeg har ikke brug for at slippe det. Men jeg har heller ikke brug for at blive hængende i det. Det er bare noget, der har været i mit liv, og det er o.k.