Søs Egelind opfandt selv reklame-kampagne
Selvom Søs Egelind stadig medvirker i teater og laver komik med Kirsten Lehfeldt, har man de seneste 10 år primært kun opleve hende som Harrys stemme, og nu som truckertøsen og tamburmajor i reklamerne for hvidevarer-kæden Skousen. Et koncept, som hun selv fandt på.
"Jeg kan sige temmelig stolt, at jeg har fundet på hele kampagnen selv. Jeg blev i sin tid præsenteret for noget, jeg ikke syntes var særlig morsomt, og det sagde jeg til dem. "Men hvad synes du så er sjovt," spurgte de. Og så satte jeg mig ned - kedede mig lidt - og fandt på, at man kunne lave kampagnen som en slags rundspørge blandt kunderne, når de kom ud af butikken," fortæller Søs Egelind til SØNDAG:
"Så gjaldt det jo bare om at tænke nogle typer igennem. Og der er nok at tage af, skal jeg hilse og sige. Det kan fortsætte de næste 80 år, hvis firmaet spørger mig. Jeg har allerede de næste typer klar," siger Søs Egelind, der altså ikke er færdig med at klæde sig ud som gennemsnitsdanskeren, hvis der fortsat er bud efter hende.