25. maj. 2011
Af af Lisbeth Grube

Sonny Fredie-Pedersen: Min barndom var hård

Sonny Fredie-Pedersen
Sonny Fredie-Pedersen
Foto: Kaspar Wenstrup
Dansestjernen Sonny Fredie-Pedersen er glad for hvor han er nu, men erkender at han blev trænet hårdt som barn.

Det er nu to år siden, Sonny Fredie-Pedersen forlod det trygge familie-dansedynasti for at prøve lykken i Hollywood. Med stor succes. Ud over Oscar-showet har han bl.a. optrådt i den amerikanske version af "Vild med dans", og netop nu arbejder han med en stor Disney-rolle. Samtidig driver han sit eget danseakademi i Hollywood.

- Jeg har det bare så godt. Jeg nyder at stå på egne ben, og tingene er sket med raketfart her i Hollywood. Jeg er jo stadig kun en knægt, siger Sonny, som har danset, siden han var tre år.

Hans forældre, Mickey og Søs, fik ham til at dyrke dansen og sangen intenst, og en hel nation fik et indblik i den benhårde træning, da Sonny som 12-årig blev landskendt i den meget omstridte TV-dokumentar "Ingen slinger i valsen".

- Det er ingen hemmelighed, at både jeg og min søster blev trænet hårdt, men det er præcis dét, jeg på ingen måde ville være foruden nu. Jeg har lært aldrig at give op. Der har da været tider, hvor jeg har været ked af det og grædt, og hvor jeg gerne ville have været med nede på grillen med vennerne. Men når jeg ser, hvor jeg er nu, og mærker, hvor glad jeg er, ved jeg, at der har været en mening med det hele. Mine forældre har haft en overordnet plan med mig, pointerer Sonny.

Han kan mærke, at han har udviklet sig enormt ved pludselig at skulle klare sig selv. Og han nyder at bo i en millionby med daglige auditions og showbiz lige uden for sit dørtrin.

Læs mere om: