15. apr. 2011
Af af Hanne Rask

Sonny Fredie-Pedersen takker nej til kæmpekontrakt

Sonny Fredie-Pedersen
Sonny Fredie-Pedersen
Foto: Lars Laursen
Sonny Fredie-Pedersen har takket nej til et job, som mange andre ville give deres højre arm for at få tilbudt.

En otte-årig kontrakt i et prestigefuldt job som performer og koreograf for amerikanske BBC Worldwide Productions ventede kun på Sonnys underskrift, men den danske performer valgte at lade kuglepennen ligge.
Det er meget flatterende at få sådan et tilbud, og det var en meget svær beslutning, men den ville tage mine bedste år, og løbe frem til jeg bliver 32, siger Sonny til Ritzaus Bureau.

Begrundelsen er, at han netop nu er i gang med indspilninger af et nyt album, der kommer på gaden i løbet af 2011, og med efterfølgende koncerter ville det være for omfattende at takke ja til BBC.

Sonny Fredie-Pedersen, 24, har boet i Los Angeles i to år og har allerede haft stor succes "over there". Blandt andet har han deltaget i "Dancing with the stars", hvor partneren var ingen ringere end Christina Aguilera. Han har optrådt for 41 millioner TV-seere til den amerikanske Oscar-fest, og han har lavet koreografi med Paula Abdul.

Også herhjemme ligger der opgaver til Sonny. Blandt andet skal han spille John Travoltas rolle i Grease, når den til februar næste år bliver sat op som musical i Tivoli. Så den gode Sonny har næppe nogen grund til at frygte arbejdsløshed fremover, og det gør han da heller ikke.

- Jeg tænker, at hvis BBC vil have mig nu til en otte-årig kontrakt, så kommer der nok også andre gode tilbud, siger en selvsikker Sonny til Ritzau.

Læs mere om: