Sonny Fredie-Pedersen til audition hos Michael Jackson
Sonny Fredie-Pedersen jager stadig det store gennembrud i Los Angeles. Og for nylig var danseren om ikke tæt på det store gennembrud, så tæt på at score en særdeles eftertragtet tjans. Han var nemlig til audition for at blive danser på Michael Jacksons afskedskoncerter i London.
"Michael Jacksons folk havde håndplukket 200 dansere til castingen i Los Angeles. Det er en kæmpe ære og et skulderklap, at de ville have mig med. Jeg gik videre, indtil vi kun var 20-25 tilbage. Og så røg jeg ud, fordi jeg var for høj," fortæller Sonny, der måler 186 centimeter, til Ekstra Bladet.
Mickey Fredie-Pedersens søn tog beskeden pænt, men ærgrer sig alligevel, siger han til avisen: "Afgørelsen var meget svær for mig at acceptere. Specielt fordi jeg ikke havde gjort noget forkert. Min højde kan jeg ikke ændre på - lige meget hvor gerne jeg end vil."