Soulschock vil skabe verdensstjerne
Soulschock har tidligere fortalt, at han vil være ærlig og sige tingene som de er, når han er dommer i 'X Factor'. Og selvom de første auditions endnu er overstået, så fyrer han allerede lidt op for dramaet ved at kritisere, at Martin aldrig for alvor slog igennem efter sin sejr i første sæson af showet.
"Martin, han er skide god, men jeg er langt fra sikker på, at han fik det mest optimale at arbejde med," vurderer Carsten 'Soulschock' Schack i B.T. og understreger, at materialet skal være i orden. Og produceren sætter ikke sit lys under en skæppe. Han har tårnhøje forventninger til 'X Factor'.
"Det har irriteret mig, at andre lande har kunnet få noget ud af deres 'X Factor'-stjerner, mens vi ikke har kunnet. De plader og det materiale, som de har fået at arbejde med, har ikke været godt nok. Men jeg har sagt ja til opgaven, fordi jeg vil være med til at skabe en verdensstjerne," erklærer Soulschock i avisen.