27. nov. 2022
Af Ulrik Ulriksen

Ærlig Simon Kjær om Kasper Hjulmand: Der skulle en voksen til at træffe den beslutning

Kasper Hjulmand og Simon Kjær
Kasper Hjulmand og Simon Kjær
Foto: Ritzau/Scanpix
Fodboldhelten Simon Kjær kom ikke på banen i VM-kampen mod Frankrig. Nu fortæller Kjær om baggrunden for, at han ikke kunne spille.

Herrelandsholdets anfører Simon Kjær melder sig altid klar til at spille fodboldkamp, uanset hvor meget han er plaget af muskelsmerter.

Alligevel blev det for meget med en drilsk lårskade før den vigtige VM-kamp mod Frankrig, der endte med et kneben 1-2 nederlag.

Simon Kjær klar til overlevelseskamp

Nu håber Kjær, at han kan være med til at vende situationen for Danmarks herrelandshold, når der er vind-eller-forsvind-kamp mod Australien på onsdag.

Efter landskampen mod Frankrig var det en ærlig Simon Kjær, der fortalte lidt om baggrunden for beslutningen om, at han skulle hvile i stedet for at spille mod Frankrigs stjernehold.

Risikoen for, at lårskaden ville blive forværret, var for stor, og dermed ville VM måske være et overstået kapitel for Kjær, hvis han havde bidt smerterne i sig og spillet lørdag.

Hjulmand skar igennem

Landstræner Kasper Hjulmand skar igennem med en skarp beslutning, da det var allermest nødvendigt, ifølge Simon Kjær.

– Der skulle en voksen til at træffe den beslutning. Kasper tog beslutningen i går, og det var den helt rigtige, sagde Kjær lørdag efter kampen ifølge Ekstra Bladet.

– Vi har haft en god dialog om tingene, men den slags beslutninger kan jeg bare ikke selv træffe, erkender Simon Kjær desuden.

Læs mere om: