25. feb. 2024
Af Ulrik Ulriksen

Afdøde danske legender mindet af fyldt stadion i Belgien: Kasper Schmeichel førte an i rørende hyldest

Kasper Schmeichel
Kasper Schmeichel
Foto: Shutterstock/Ritzau Scanpix
De danske fodboldstjerner Jan Sørensen og Ulrik le Fevre, der begge er gået bort for nylig, blev hyldet med klapsalver inden den belgiske fodboldklassiker mellem Club Brügge og Anderlecht.

Kasper Schmeichel førte an i rørende hyldest af to danske fodboldlegender med en glorværdig fortid i den belgiske storklub Club Brügge.

Club Brügge hyldede på deres udsolgte hjemmebane to af sine tidligere danske helte, inden holdet søndag klokken 13.30 tog hul på topkampen mod ærkerivalerne fra Anderlecht, der hører til i Bruxelles.

Der var således klapsalver fra Anderlecht-målmanden Kasper Schmeichel og alle andre på stadion til både Jan Sørensen og Ulrik le Fevre.

Begge de tidligere danske landsholdsspillere er døde i løbet af den seneste uges tid.

Ulrik le Fevre gik lørdag bort efter længere tids sygdom i en alder af 77 år.

Han nåede at spille for Brügge i fem sæsoner og vandt tre mesterskaber fra 1972 til 1977.

Jan Sørensen spillede for Club Brügge fra 1977 og nåede seks sæsoner.

Han var med til at vinde to mesterskaber og var også på banen i Champions League-finalen mod Liverpool.

Jan Sørensen døde for nylig og blev 68 år.

Kasper Schmeichel på banen

Både Club Brugge og Anderlecht havde danskere på banen i dag.

Club Brügge havde Casper Nielsen og Andreas Skov Olsen med fra første fløjt, mens Anderlecht havde Kasper Schmeichel, Kasper Dolberg og Anders Dreyer i startopstillingen samt Thomas Delaney på bænken.

Læs mere om: