30. jun. 2020
Af John Lautrup

Allan Simonsen: Det bedste råd jeg har fået

Allan Simonsen
Allan Simonsen
Foto: Lars Aarø
Allan Simonsen stod med et berømt mål fadder til dansk landsholdsfodbolds storhedstid i 80'erne. Hans far gav ham tidligt i karrieren et godt råd.

Allan Simonsen, 67 år, indledte i 1983 med sit straffesparksmål til 1-0 mod England på Wembley den storhedstid for dansk landsholdsfodbold, som DR1 tirsdag aften tog hul på at ære med doku-serien "Danish Dynamite".

Sejren sendte Danmark til den første EM-slutrunde nogensinde. Det var i Frankrig året efter, hvor eventyret desværre fik en brat afslutning for Allan Simonsen. Han brækkede benet i åbningskampen mod værtslandet, som vi tabte 0-1.

Hans landsholdskarriere kom aldrig rigtig på fode igen. Men hans storhedstid lå også bag den lille vejlenser, der i 1977 som den hidtil eneste dansker blev kåret til Europas bedste fodboldspiller. Han fortæller i et interview i magasinet "Euroman", at hans far engang gav ham fodboldkarrierens bedste råd.

- Min far rådede mig til at vente med at blive professionel, da jeg fik de første tilbud om at komme til udlandet i 1970, hvor jeg kun var 17 år. Jeg havde det sådan: "Lad mig nu komme af sted, mand". Men han mente, at jeg skulle færdiggøre min læreplads som reservedelsekspedient hos Volkswagen i Vejle, så jeg havde noget at falde tilbage på, hvis fodboldkarrieren nu glippede. Han forklarede også, at der kom et OL to år senere, som jeg burde med til. Hvis jeg var blevet professionel dengang, havde jeg ikke fået den oplevelse ved legene i München, fordi landsholdet kun var for amatørspillere. Det var et godt råd, fordi jeg næsten fordoblede min kontrakt, da jeg røg af sted til Borussia Mönchengladbach i 1973, fortæller Allan Simonsen til Euroman.

Han fik kun 20 minutters spilletid i 2-0-sejren over Vesttyskland under hele det sagnomspundne VM i Mexico i 1986, som DR-serien tager afsæt i. Den 24. september samme år spillede han sin afskedskamp for landsholdet i en venskabskamp mod selvsamme Vesttyskland i Københavns Idrætspark, som Parken hed dengang. Også den kamp endte 2-0. Dog med tyskerne som sejrherrer.

Læs mere om: