Anne-Marie Rindom holdt fanen højt og vandt OL-bronze
Det blev lige lovlig spændende for laser radial-sejleren Anne-Marie Rindom, som i den olympiske finalesejlads måtte arbejde hårdt for en medalje ude på vandet ved OL-havnen Gloria da Marina.
I det afgørende medalrace var Rindom en smule presset, men det lykkedes hende at vinde olympisk bronze alligevel.
Det var da også en glad og lettet Anne-Marie, der kom i land som OL-medaljevinder. På stranden ved havnen Marina da Gloria løb hun svøbt i Dannebrog hen til sin familie.
Kyssede kæresten
Også kæresten Kasper Medum var der, og da Anne-Marie og Kasper fik fat i hinanden blev der kysset.
- Jeg er bare så glad, sagde Rindom, inden hun skulle til den obligatoriske dopingtest.
Resten af dagens program bød ifølge planen på medaljeoverrækkelse og bronzefest i det danske sejlsportscenter i Vasco da Gama-sejlklubben.