13. nov. 2010
Af af Dorte Quist

Bjarne Riis: Sådan faldt jeg for Anne Dorthe

Anne Dorthe og Bjarne Riis
Anne Dorthe og Bjarne Riis
Foto: Lars Laursen
For første gang løfter Tour de France-vinderen Bjarne Riis sløret for, hvad der skete ved - og efter - OL i 1996 i hans privatliv

Et tilfældigt møde i OL-byen i Atlanta i 1996 med håndboldspilleren Anne Dorthe Tanderup slår Bjarne Riis' mangeårige ægteskab med barndomskæresten Mette Riis i stykker og kaster Bjarne ud i en krise, der kommer til at præge ham i flere år, afslører han i sin nye selvbiografi "RIIS".

"Det ender med et kys mellem os i taxien", og næste dag flyver Bjarne Riis hjem til Danmark, fyldt af dårlig samvittighed.

"Det er ikke den måde, en familiefar bør opføre sig på", skriver han.

Der går flere måneder uden kontakt med Anne Dorthe Tanderup, men pludselig slipper historien om Tour de France-vinderen og jernladyens middagsflirt ud i pressen, og det gør Mette Riis ked af det. Bjarne tror, Anne Dorthe Tandereup har sladret om episoden og ringer hende op - godt tosset. Da hun forsikrer, at hun intet har sagt, går samtalen pludselig slet ikke, som Bjarne venter, og pludselig dukker alle hans følelser fra den nat i Atlanta op igen og vibrerer mellem dem. Og snart begynder Bjarne og Anne Dorthe at føre lange, fortrolige samtaler om livet og fremtiden, samtidig med, at han kommer på kant med Mette og begynder at se mere og mere kritisk på hende og deres ægteskab.

Men når Mette Riis spørger ind til hans humørsvingninger, svarer han surt og undvigende.

Rygterne om Bjarnes affære cirkulerer i medierne, mens han begynder at mødes med Anne Dorthe og samtidig benægter alt over for Mette Riis. Først i december 1997 meddeler Bjarne, at han vil skilles, og de fortæller sammen drengene på fem og syv år, at "far skal flytte".

Først flytter Bjarne ind i sommerhuset i Søndervig, hvorefter han går ned til Mettes forældre, der bor i nærheden for at fortælle dem med sine egne ord om, hvorfor han har truffet beslutningen om at ville skilles.

Anne Dorthe flytter hurtig ind i sommerhuset i Søndervig, men Bjarne gør alt for ikke at blive fotograferet sammen med hende. "Bare fordi jeg er forelsket, er der ingen grund til at træde på Mette ved at stå frem. Der sad to drenge og en ekskone, som ikke skal se mig stå smilende og forelsket på forsiden af alle mulige blade", siger Bjarne Riis i bogen.

- Forholdet til Mette er godt i dag. Vi har respekt for hinanden og måden, vi hver især lever vores liv på... Hun har formået at acceptere Anne Dorthe, så hun har kunnet deltage ved drengenes konfirmation, og det har betydet meget for mig", skriver Bjarne Riis i bogen, hvor han blandt mange andre også takker Mette Riis specielt.

Læs mere om: