22. apr. 2012
Af af Jan Bergman

Brian Nielsen står til at miste kæresten

Brian Nielsen og Jeanette Buchard Nielsen
Brian Nielsen og Jeanette Buchard Nielsen
Foto: Jesper Sunesen/BILLED-BLADET
- Hvis han går i ringen igen, bliver det uden mig! Så direkte lyder meldingen fra bokse-Brians kæreste.

Danmarks boksebamse Brian Nielsen sigter atter efter et comeback i branchen, men det bliver uden kæresten, Jeanette Buchard Nielsen, bedyrer hun uden omsvøb i et interview med Ekstra Bladet.

Parret, der har bosat sig på den spanske solkyst i byen Calahonda, har ellers gået rigtigt meget igennem sammen - hårde boksekampe for Brians vedkommende og et langt og udmattende brystkræftforløb for Jeannetes.

Begge er de kommet igennem med livet i behold, men nu varsler Brian altså et kommende comeback i ringen, noget der bestemt ikke huer moderen til parrets børn, tvillingerne Cecilie og Mille.

- Det er et stort cirkus. Der er intet sportsligt i det. Og hvis han går i ringen igen, bliver det uden mig.

Så direkte lyder meldingen fra kæresten, da Ekstra Bladet besøger parret i Spanien.

- Jeg ville ikke være en god kammerat eller kæreste, hvis jeg støttede op om det. Men han er jo over 15 år, så han styrer det selv. Jeg synes bare, der er en forkert dagsorden, siger den 45-årige Jeanette.

Under interviewet lader Brian dog skinne igennem, at det bestemt ikke er noget, hun skal bestemme, og at boksning er hele hans liv.

- Boksning er hele mit liv. Så det må blive med eller uden Jeanette. Hun skal ikke styre mit liv, for jeg ved, jeg kan gøre det, siger den 47-årige bokser med et lille smil på læben.

Om det ender med et comeback i ringen, et forlist parforhold, eller om Jeanette og Brian finder et kompromis, vil tiden vise, men Jeanette er sikker i sig sag:

- Kampen bliver ikke til noget - så derfor vil vi fortsat være sammen, konstaterer Jeanette.

Læs mere om: