21. aug. 2011
Af af Helle Skram de Fries

Bryllup i medgang og modgang - Tina Lunds vej til alteret

Tina Lund og Allan Nielsen
Tina Lund og Allan Nielsen
Foto: Jesper Sunesen/BILLED-BLADET
Da Tina Lund i 2008 gik på gulvet i ”Vild med dans”, dansede hun sig samtidig til et liv i mediernes søgelys – på godt og ondt.

Selv efter 19 danmarksmesterskaber, otte nordiske mesterskaber og et europamesterskab var Tina Lund fuldstændig ukendt i den brede befolkning. Men efter at have optrådt afklædt på forsiden af mandemagasinet M! og efter én sæson i "Vild med dans" blev verdens nummer 26 blandt kvindelige springryttere en dansk kendis.

Sammen med svenske Tobias Karlsson dansede hun sig til en andenplads - og en plads i mediernes søgelys. Tina Lund lægger ikke skjul på, at hun elsker opmærksomheden, som hun har sørget for at holde ved lige ved at være flittig gæst på de røde løbere og ved at stille op til i alt fire TV 2-programmer "Tina Lund - Helt tæt på".

På trods af røde løbere og nattefester har Tina Lund hele tiden passet sit job som springrytter. Hun drikker stort set ikke alkohol, for når festen er slut, starter hun firehjulstrækkeren og kører hjem til stutteriet i Skævinge i Nordsjælland. Her er hun næste morgen i stalden klokken 7.00. Alle ugens syv dage, medmindre hun er til stævne.

Svær kærlighed

Tina Lund har altid svaret pænt på journalisternes spørgsmål. Nogen gange har svaret dog været "Det vil jeg gerne holde for mig selv".

Hun har nemlig haft det svært med kærligheden. Først var hun et halvt års tid kæreste med den svenske fodboldspiller Tobias Grahn. Senere blev hun kædet sammen med skuespilleren Robert Hansen, efter de havde kysset på natklubben Karel van Mander, men det blev ved det. Så kom der en kortvarig flirt med fodboldspilleren Jesper Grønkjær i 2009, men i november samme år mødte hun, i privat sammenhæng, Mr. Right i skikkelse af fodboldmanager Allan Nielsen, der få måneder tidligere var blevet skilt fra designeren Rikkemai Nielsen. Forelskelsen var stormende og gengældt.

I april 2010 flytter Allan ind hos Tina, der har etableret sig i egen lejlighed hjemme ved stutteriet med far og mor som nærmeste naboer. I september samme år bliver parret forlovet.

Mediestorm

Det seneste år har Tina for alvor levet i en mediestorm. Første gang da nogle af de ridepiger, hun havde haft ansat, gik til pressen med kritik af arbejdsforholdene på Stutteri Lyngsholm. De fortalte om dårlig løn og dårlig forplejning. Tina valgte at invitere pressen til at se forholdene, og sagen faldt til ro. I januar i år kom det frem, at Tina Lunds far, Flemming, havde en affære med en 28-årige svensk ridepige.

Tina meddelte i en pressemeddelelse, at hendes far blev boende på stutteriet, mens moren flyttede i lejlighed for sig selv. I april fandt forældrene dog sammen på stutteriet igen. Det glædede Tina - især fordi hun står foran sit drømmebryllup.

Nu må hun så leve med den fokus, der på det seneste har været rettet mod den gæld, hendes kommende mand har i to ejendomsfirmaer. Intet af det kan dog rokke ved Tina Lunds følelser.

- Det har ikke noget med penge at gøre. Jeg gifter mig med Allan af kærlighed, og jeg glæder mig meget til mit bryllup.

Læs mere om: