Caroline Wozniacki afslører, hvordan hun mødte kæresten
Den tidligere verdensetter Caroline Wozniacki fortæller nu sammen med kæresten, den irske golfspiller Rory McIlroy, hvordan de to elitesportsudøvere fandt kærligheden.
Det skriver Ekstra Bladet, der citerer avisen The Times.
Rory McIlroy fortæller, at han første gang så den danske tennisdarling i levende live ved US Open i 2010.
– Det var første gang, jeg så hende i virkeligheden. Jeg kunne lide hende i hendes tætsiddende, sorte dragt, eller hvad det nu var. Min caddie kan bekræfte, at jeg bavlede løs om det i tre uger. Jeg beundrede hende på afstand. Så tog jeg til Wimbledon året efter for at se kvartfinaler. Jeg troede, hun skulle spille mod Maria Sharapova, men det skulle hun ikke, fortæller han.
Næste gang de to mødtes var ved sværvægtskampen i Hamburg mellem Wladimir Klitschko og David Haye.
– Jeg var sammen med en ven, der havde billetter, og klokken 01 sidder jeg pludselig i et fly mod Hamburg uden hotel eller noget. Jeg kom lidt sent til kampen, gik ned ad trappen og så Rory. Han sad på tredje række og stirrede. Først troede jeg, at han kiggede på en bag mig. Han blev bare ved med at kigge. Han havde en mørkhåret pige siddende på sin venstre side, og jeg tænkte, at det var ret uhøfligt, når han nu havde sin kæreste med, mindes Caroline Wozniacki.
– Jeg sad på første række ved siden af Klitschkos manager, og tænkte: O.k., jeg går hen og præsenterer mig selv, siden han kigger sådan på mig: ’Hej, jeg er Caroline, og jeg vil gerne ønske dig tillykke med US Open’, fortæller tennisspilleren, der ikke behøvede at frygte, at pigen ved siden af var Rorys kæreste. Det var i stedet Carl Frochs kæreste.
Inden aftenen var omme, havde Caroline Wozniacki og Rory McIlroy udvekslet telefonnumre, og golfspilleren spildte ikke tiden.
– Jeg ville sms’e til hende for at mødes senere, men jeg løb tør for strøm og for rundt for at finde en oplader: ’Jeg er nødt til at skrive til hende, jeg er nødt til at skrive til hende’, tænkte jeg bare. Jeg havde sagt, at vi nok skulle nogle stykker ud sammen, og at jeg boede på det hotel, og om hun ikke kiggede forbi, fortæller han.
Da Caroline fandt gruppen, lod de andre venner parret være alene tilbage, og så fløj tiden ellers af sted.
– Vi bestilte en drink, men rørte den dårligt. Vi snakkede bare i fire timer, indtil en fyr pludselig prikkede mig på skulderen, og så var det blevet lyst udenfor, uden at vi havde opdaget det. To år senere er vi sammen, vi er forelskede og et dejligt sted i vores liv, siger Rory McIlroy.
Men hvordan holder parret så kærligheden vedlige, når de begge har travlt med hver deres sportskarrierer og rejser rund til turneringer? Det handler om planlægning, fortæller golfspilleren:
–Alle ved, hvordan det er at være forelskede og ønske at få noget til at fungere. Det er der, vi er. Jeg kan få det til at passe til Carolines. Den længste periode, vi har været væk fra hinanden på det seneste, var tre uger, og det er den maksimale tid, vi vil være væk fra hinanden.
– Jeg tænker, at hvis du virkelig ønsker noget, så er det ikke så svært at få det til at lykkes. Det kræver selvfølgelig nogen planlægning og nogle anstrengelser, men hvis du virkelig ønsker det, så går det også, tilføjer Caroline Wozniacki.