29. maj. 2014
Af Malan Joensen

Caroline Wozniacki er rejst til Miami med veninderne

Caroline Wozniacki i Paris til French Open 2014.
Caroline Wozniacki i Paris til French Open 2014.
Foto: AOP
Den danske tennis-darling er rejst væk ovenpå sit exit fra French Open.

Caroline Wozniacki, der i sidste uge pludselig måtte gå fra ”forlovet” til ”single”, fordi den irske golfspiller Rory McIlroy fik kolde fødder og aflyste brylluppet, er nu rejst til Miami med et par veninder.

Det fortæller hendes agent John Tobias til BT.

I starten af denne uge stillede Caroline Wozniacki op i French Open, selv om hun har døjet med en knæskade, men blev desværre slået ud af belgiske Yanina Wickmayer.

- Jeg har den seneste uges tid, efter Rory McIlroy orienterede hende om bruddet, og at det forestående bryllup var aflyst, talt med hende hver eneste dag. Humøret var i begyndelsen naturligvis på nulpunktet. Hvad andet kan man forvente i den situation. Men heldigvis er humøret stille og roligt på vej opad igen. Jeg er 100 procent sikker på, at hun kommer ud af denne situation stærkere end nogensinde, siger John Tobias til avisen.

- Selvfølgelig var det ærgerligt, at Caroline allerede røg ud af French Open i første runde mod Yanina Wickmayer. Men desværre har hun i foråret været ramt af et par drilske skader. Derfor var kampformen ikke den bedste, tilføjer John Tobias, der ikke ved, hvor lang tid Caroline Wozniacki vil opholde sig i Miami.

Han fortæller dog, at hendes form vil blive holdt vedlige – og næste turnering for Caroline Wozniacki venter i juni, hvor der er WTA Tour-turnering i Eastbourne.

Læs mere om: