Caroline Wozniacki: Min krop er slidt
Den danske verdensstjerne Caroline Wozniacki fortæller, at de mange år med træning og kampe kan mærkes i kroppen.
- Jeg vågner ikke nogen morgen, hvor det ikke gør ondt et eller andet sted. Det er jo ikke sådan, at jeg ikke kan gå, men nogle gange skal jeg da lige i gang, siger hun i et interview til Ekstra Bladet.
Da Caroline Wozniacki var forlovet med golfspilleren Rory McIlroy, gjorde hun det klart, at hun gerne vil være ung mor, hvilket ville betyde et karrierestop. Siden fulgte det overraskende brud og aflysningen af brylluppet, men tanken om at stoppe tenniskarrieren inden for et par år er stadig intakt.
Den 24-årige tennisprinsesse fortæller i interviewet, at så længe hun synes, det er sjovt, vil hun blive ved. Men det tager hårdt på hende at spille og træne hver dag.
Lige nu er Caroline Wozniacki i Singapore for at forberede sig til det uofficielle verdensmesterskab, WTA’s sæsonfinale. Ifølge Carolines Instagram indebar det blandt andet en hyggelig middag med Serena Williams i går aftes.