22. apr. 2010
Af af Louise Møller

Caroline Wozniacki og far bliver trukket i retten

Piotr Wozniacki har meldt klar til kamp mod alle de, der forsøger at tjene penge på familiens navn og Carolines succes
Piotr Wozniacki har meldt klar til kamp mod alle de, der forsøger at tjene penge på familiens navn og Carolines succes
Foto: Jesper Sunesen/BILLED-BLADET
På vegne af Europæiske Rejseforsikring trækker advokat Karoly Németh nu den danske sportsstjerne og far Piotr i retten

Sagen drejer sig kort om et brud på en mundtlig aftale, indgået da Caroline var 14 år gammel mellem Carolines far og træner Piotr Wozniacki og en tidligere sponsoragent, som hævder, at han mangler et beløb på 659.500 kr. for arbejde udført i forbindelse med et hovedsponsorat med Europæiske Rejseforsikring. Det skriver BT i dag.

En sag både anklager og forsvar er overbevist om at vinde.

Til avisen siger Wozniackis advokat, Michael Berg: - Jeg kender godt til sagen. Den imødeser jeg med største sindsro, for der er ingen sag.

Om samme sag siger Németh: - Jeg kan bekræfte, at jeg fører sagen mod Caroline og Piotr Wozniacki. I første omgang kører den ved Københavns Byret, men vi går hele vejen til Monacos domstol, hvis det bliver nødvendigt. Vi har en god sag.

Piotr Wozniacki lægger ikke fingrene imellem, når det drejer sig om stævninger og retssager mod ham og familien.

- Ham, der har sagsøgt mig, bliver straffet hårdt i retten. Det bliver et godt eksempel for alle, der har tanker om at sagsøge eller lave noget mod min familie, siger han.

Han undrer sig over, at Caroline er trukket med ind i sagen, da hun på det pågældende tidspunkt kun var 14 år og dermed ikke kan stilles til ansvar for eventuelle aftaler.

Sagen forventes at gå i gang i september.

Læs mere om: