23. jul. 2011
Af af Casper Nielsen

Caroline Wozniackis søde flirt med golfstjerne

Caroline Wozniacki
Caroline Wozniacki
Foto: AOP
Tennisstjernen Caroline Wozniacki hygger med Rory Mcllroy, der før har brudt med sin kæreste Holly Sweeney.

Caroline Wozniacki er ikke alene vaks ved nettet. Hun er også vaks PÅ nettet, for hun har en god lille sommerflirt kørende på sin twitter-profil - en internetside, hvor hun skriver om løst og fast i sit liv uden for banen.

Carolines "twitteri" får en speciel flirtende tone, når hun skriver sammen med den irske golfstjerne Rory Mcllroy.

Han er 22 år gammel, nordirsk US Open vinder, og golf-millionær. Caroline mødte ham, da hun for snart tre uger siden var i Berlin for at se VM-sværvægterkampen med David Haye og Vladimir Klitschko.

"Han er virkelig en "down to earth guy"(en jordbunden fyr), skrev Caroline allerede dagen efter på sin profil, og da hun fyldte 21 år - den 11. juli - var der skam også en hot hilsen fra Rory: "Tillykke Caroline - du bliver jo gammel" lød Rorys "serv".

"Tak, det ved jeg, men stadig ikke så gammel som dig. Men nu kan du da i det mindste købe mig en drink, når jeg kommer til USA", returnerede Caroline.

De to sportsstjerner mødtes imidlertid allerede i weekenden - i England. Side om side, sad de i samme sofa ved samme bord, over en sportsvand på restaurant All Bar One midt i London. En tennis-blogger tog sågar et billede af dem, udenfor cafeen, hvor Rory kyssede Caroline på kinden. Og lagde det på nettet. Noget vedkommende i øvrigt hurtigt fortrød, og slettede igen.

Tidligere på året var der krise i Rory McIlroys privatliv, da han og ungdomskæresten gennem seks år Holly Sweeney, 18, brød med hinanden. Men for en måned siden sagde Rory Mcllroy til BBC, at han havde fortrudt. "Jeg måtte tigge og bede for at få hende tilbage. Holly er mit fantastiske anker, og hun formår at tage mine tanker væk fra golf, sagde han.

Men det har altså ikke fraholdt ham i at twitte og gå lidt ud med danske Caroline.

Læs mere om: