Dansk fodboldspiller ramt af ildebefindende: Har fået pacemaker
Onsdag i sidste uge fik fodboldklubben Malmö FF og den danske fodboldspiller Anders Christiansen sig en voldsom forskrækkelse.
Under en træning blev 32-årige dansker dårlig og svimmel, og måtte ligge sig i græsset. Han blev hastet til hospitalet, hvor yderligere undersøgelser viste, at han skulle have indopereret en pacemaker. Det skriver Ekstra Bladet.
Malmö FF fortæller på deres hjemmeside, at han efter sit ildebefindende har fået et ICD-pacemaker, og at han er ude resten af sæsonen, der i Sverige slutter til november.
Anders Christiansen har det efter omstændighederne godt, og hele Malmö FF står trygt bag ham.
- Vi er utroligt kede af det på Anders' vegne. Det vigtigste for hele Malmö FF er nu at give ham al den støtte, vi kan, og at han får tid til at komme og samle sig i fred og ro, siger Malmö-sportschef Daniel Andersson på klubbens hjemmeside.
Også det danske herrefodboldlandshold sender gode tanker til Anders Christiansen. På både Instagram, Facebook og Twitter har de sendt god bedring afsted til danskeren.
Anders Christiansen har været ind over det danske landshold, hvor han står noteret for fem A-landsholdskampe. Senest den 4. september 2021 hvor han var med den danske trup på Færøerne.