Danske bronzepiger slappede af dagen derpå
Det var totalt vanvittigt at se på, da Danmarks kvindelige toer uden styrmand med Lærke Berg Rasmussen og Anne Dsane Andersen kæmpede sig til en helt uventet bronzemedalje med De Olympiske Lege i Rio de Janeiro i Brasilien. Efter deres livs løb troede de to danske roere næsten ikke deres egne øjne, da de kiggede op på resultattavlen.
Frokost på hotellet
Dagen efter bronzetriumfen mødte BILLED-BLADET de to nye ro-profiler fra Danmark. Lærke og Anne hyggede sig med en frokost på deres hotel i Rio-bydelen Botafogo. De sad og så ud som to kvinder, der hvilede 100% i sig selv.
-Vi er lidt nede på jorden nu. Det har være en lang dag, og det va godt med lidt frokost. Det er stadig helt vildt. Det er dejligt. Lidt som en drøm, sagde Anne Dsane Andersen. – Det er stadig uvirkeligt. Jeg er stadig vildt lykkelig og glad, men jeg er også træt, lød det fra Lærke Berg Rasmussen.
Fest på Ipanema
De to roere nåede efter at have roet sig til OL-bronze både at være til stort internationalt pressemøde og at deltage i en stor roer-fest med "Guldfireren" på Ipanema-stranden, før de fik mulighed for at komme tilbage til deres hotel og slappe af.