
Det fineste øjeblik under hele EM indtil videre: Kræftramt håndboldlegende rørt til tårer

Den tidligere svenske håndboldstjerne Per Carlén, der ligesom vores landstræner Nikolaj Jacobsen var en helt i den tyske topklub THW Kiel, blev i 2024 diagnosticeret med kræft.
Siden har han har holdt sig uden for offentlighedens søgelys.
Før Sveriges EM-kamp mod Slovenien fredag aften var Carlén dog en tur forbi det svenske tv-studie i Malmö Arena.
Det fik tilskuerne i hallen til at rejse sig og klappe ned mod den hårdt ramte 65-årige landsholdslegende.
Det skriver det svenske medie Expressen.
- Fantastisk, lød det fra en dybt rørt Per Carlén, som kiggede taknemmeligt ud mod de mange blågule fans.
Kort efter kom tårerne.

Hårdt for Sveriges Per Carlén
- Det er hårdt, sagde han, mens han tørrede tårerne væk.
Selv efter Carleén havde været i studiet, fortsatte hyldesten i hallen ifølge Expressen.
Per Carlén var en af de bærende kræfter på landsholdet under Sveriges legendariske periode i halvfemserne.
Per Carlén og holdkammeraterne vandt blandt andet VM-guld i 1990 og EM-guld i 1994, og det blev desuden til to OL-sølvmedaljer.
Efter sin aktive karriere blev han håndboldtræner, og han har blandt andet stået i spidsen for den danske klub Bjerringbro-Silkeborg samt den tyske danskerklub Flensburg-Handewitt.



