8. aug. 2011
Af af Bent Sennenwaldt

Familien Riis: Derfor flyttede vi til Schweiz

Bjarne Riis og Anne Dorthe Riis
Bjarne Riis og Anne Dorthe Riis
Foto: Lars Laursen
Bjarne og Anne Dorthe Riis og deres fire drenge er faldet så godt til i Schweiz, at de måske aldrig flytter derfra. Men de vil ikke undvære at komme til Danmark nogle gange om året.

I disse dage er det præcis 15 år siden, der var OL i Atlanta i USA. Dér mødte Anne Dorthe Tanderup og Bjarne Riis hinanden for første gang. Hun var til OL med det danske håndboldlandshold, der vandt guld. Han kom lige fra en sejr i Tour de France og deltog i OL-landevejsløbet, hvor han blev nummer 14.

Dengang var Bjarne Riis stadig gift med Mette Riis, som han har sønnerne Jesper, 21, og Thomas, 19, med. Ægteskabet endte i skilsmisse, og siden 1998 har Bjarne Riis dannet par med Anne Dorthe Tanderup. Mandag den 1. august var det præcis to år siden, de blev gift ved et romantisk bryllup på plænen foran Bjarne Riis' store villa ved Vejle Fjord.

Parret boede først i Luxemburg og derefter i Lucca i Italien, indtil de for fem år siden flyttede til Schweiz. De har nu fire børn - Cristian på ni, Matias på otte, Andreas på seks og lille Nicolai, som bliver et år til november. Anne Dorthe har fortalt, at det i høj grad var af hensyn til børnenes skolegang, at de flyttede til Schweiz.

- Hverken Bjarne eller jeg var særlig begejstrede for det italienske skolesystem, sagde hun til BILLED-BLADET for to år siden.

Da vi forleden mødte den nu 39-årige Anne Dorthe på Hotel Concorde Lafayette i Paris i forbindelse med afslutningen på Tour de France viser det sig, at beslutningen om at flytte til Schweiz var den helt rigtige for familien.

Børnene taler tre sprog

- Vi har fundet os rigtig godt til rette i Schweiz. Børnene er glade for deres skoler og børnehaver, og de har jo alle deres venner der. Det var helt bevidst, at vi valgte at flytte til den del af Schweiz, hvor de overvejende taler italiensk. Det sprog kunne vi jo i forvejen efter at have boet i Italien. Så vores børn taler i dag både italiensk, dansk og engelsk, og det kan de naturligvis få stor gavn af senere.

Bjarne, Anne Dorthe og deres børn bor i en stor, hvid villa i Sorengo, som er en forstad til Lugano. Desuden ejer Bjarne Riis et pragtfuldt, rummeligt hus, der ligger højt oppe på sydsiden af Vejle Fjord. Villaen var en overgang til salg - for 20 millioner kroner - det er den ikke længere. "Ørnereden" kalder folk i området villaen, et passende navn til et hus, som ejes af Ørnen fra Herning.

- Vi holder meget af det hus, og vi ville ikke undvære at bo der nogle uger hvert år, siger Anne Dorthe.

- Børnene elsker at være i huset, hvor de har masser af plads til at lege og tumle sig på grunden og i skoven. Og Bjarne, som er begyndt at spille golf, kan faktisk spadsere gennem skoven til golfbanen ved Munkebjerg, hvis han gider. Vi vil aldrig blive væk fra Danmark i årevis.

Læs mere om: