14. feb. 2014
Af Helle Skram de Fries

Fodboldvenner i sorg over Richard Møller Nielsens død

Richard Møller Nielsen fotograferet i 2012.
Richard Møller Nielsen fotograferet i 2012.
Arkivfoto: Hanne Juul/BILLED-BLADET
Den danske fodboldverden takker "Ricardo" for hans præstationer.

Det er store følelser, der er sat i spil i fodboldverdenen ved gårsdagens meddelelse om den tidligere fodboldtræner Richard Møller Nielsens død. Respekten for hans præstationer som træner, hvor han blandt andet førte det danske landshold til EM-triumf for 21 år siden, og for hans menneskelige egenskaber er stor.

Til BT siger Brian Laudrup:

- Vi, der har været tæt på ham, vidste desværre godt, hvor det bar hen til sidst. Alle EM-spillere var informeret. Jeg har løbende været i kontakt med hans familie, og jeg vidste desværre godt, at det kunne ende sådan. Det er en stor mand for dansk fodbold, der er gået bort.

Sepp Piontek, der, siden tiden som trænerassistent for Richard Møller Nielsen, bevarede et tæt venskab med ham, er også tynget af sorg. Sepp Piontek besøgte Richard Møller Nielsen i onsdags:

- Måske hørte han mig, men man kunne ikke snakke med ham, fortæller Sepp Piontek til avisen.

Anerkendelsen manglede

Også han pointerer, at det er en helt, der er gået bort. Og en helt der ikke fik den anerkendelse i livet, som han fortjente.

Den kommer så først nu, hvor Richard Møller Nielsen bliver optaget i fodboldens Hall of Fame ved en højtidelighed 1. marts.

Brian Laudrup er helt enig.

- Man kunne godt have optaget ham noget før. Det er trods alt over 21 år siden, vi vandt.

Brian Laudrup fremhæver Richard Møller Nielsens trænerevner:

- Jeg ved godt, at mange har talt mindre godt om netop dem, men vi kunne ikke have vundet EM i 1992 uden ham. Hans lommefilosofi, lommepsykologi og specielle humor skabte en fantastisk stemning. Alt faldt bare i hak.

Mødtes efter EM-triumfen

Brian Laudrup fortæller også til avisen, at Richard Møller Nielsen var en samlende figur for dem, der var med i 1992.

- Vi har mere eller mindre mødtes hvert år siden EM-triumfen. Det var vigtigt for Richard.

Tidligere målmand Peter Schmeichel udtaler:

- Richard Møller Nielsen, en inspiration, min lærer og min ven.

Henrik Larsen siger:

- Det er en personlighed, som man om mange år stadig vil tale om. Han vil stå i historiebøgerne for EM-triumfen, og det bliver meget svært, hvis ikke umuligt, for en anden dansk træner at overgå.

Fra John "Faxe" Jensen lyder det:

- Vi har meget at takke Richard for. Ikke kun os fodboldspillere, men hele Danmark har meget at takke ham for. Han vandt det største, der er overgået dansk fodbold, og han samlede hele nationen.

Richard Møller Nielsen efterlader sig hustruen Jonna, børnene Birgitte, Christian og Tommy samt seks børnebørn.

Læs mere om: