Franskmændene var for stærke: Danmark ender med OL-sølv
Det blev desværre ikke til den guldfest, som vi havde håbet på, da Danmark spillede OL-finale i håndbold mod Frankrig. De franske spillere var for stor en mundfuld for de danske håndboldherre, der ender med at vinde OL-sølvet.
De danske spillere havde svært ved at hamle op med det franske hold, og var bagud i næsten hele kampen der endte 25-23.
Spænding til det sidste
Efter Danmark i store dele af første halvleg og halvdelen af den anden kæmpede med et stærkt fransk mandskab, der ikke gav plads til mange danske chancer, blev der 15 minutter før afslutningen sat gang i tempoen hos de danske herrer, der fik indhentet de franske spilleres føring betragteligt og fik bragt spænding med ind på banen helt ind til de sidste minutter.
De sidste 10 minutter blev en nervepirrende omgang, der bød på både et misset straffekast af Mikkel Hansen og gyldne mål fra bl.a. stjernespilleren Mathias Gidsel, der har haft et forrygende OL.
I kampens allersidste sekunder havde håndboldherrerne mulighed for at bringe spillet i forlænget spilletid, men en tabt bold endte med at give Frankrig mulighed for at score på tomt dansk mål.
Det var triste billeder af de danske drenge, der fyldte tv-skærmen efter kampen. Efter et flot OL var det nogle skuffede spillere, der trøstede hinanden på banen.
- Det er en kæmpe skuffelse, sagde landstræner Nikolaj Jacobsen efter kampen, der anerkendte at første halvleg bød på for mange tekniske fejl, hvilket endte med at koste sejren.
Ved OL i Rio i 2016 var det også Danmark og Frankrig, der mødte hinanden i finalen, men her endte det til Danmarks fordel.