6. jun. 2023
Af Regitze Ørnstrup Christensen

Godt nyt fra Kasper Hjulmand: Har forlænget sin kontrakt

Kasper Hjulmand
Kasper Hjulmand.
Foto: Søren Jul Lamberth
Det danske herrefodboldlandshold og fans heraf kan se frem til endnu mere tid med Kasper Hjulmand, der netop har forlænget sin kontrakt som landstræner.

Der er godt nyt for fans af det danske herrefodboldlandshold.

Tirsdag er det nemlig endelig blevet offentliggjort, at den danske landstræner, Kasper Hjulmand, har forlænget sin kontrakt som landstræner med to år til sommeren 2026. Det oplyser DBU i en pressemeddelelse.

Inden forlængelsen stod hans kontrakt til at udløbe efter EM-slutrunden i sommeren 2024, men nu er kan landsholdsfans altså se frem til yderligere to år med Kasper Hjulmand i spidsen, der altså først runder af når VM i USA, Mexico og Canada er løbet over stablen i 2026.

- Vi er meget glade for forlængelsen. Kasper har sammen med spillerne og staben gjort det fantastisk og har skabt store sportslige resultater med bl.a. EM-semifinalen og en suveræn VM-kvalifikation. Derudover optræder landsholdet imødekommende og i øjenhøjde med danskerne, her spiller Hjulmand en central rolle. Dette er naturligvis de synlige beviser på Kaspers værdi for landsholdet og DBU, men han spiller også en vigtig rolle i samarbejdet internt mellem alle landshold og i samarbejdet med klubberne, lyder det fra DBU’s fodbolddirektør, Peter Møller.

Men det er naturligvis ikke kun fodbolddirektøren, der glæder sig over forlængelsen.

Det gør landstræneren i dén grad også. Han overtog tjansen som landstræner tilbage i sommeren 2020, og siden da er det blevet til 38 kampe, 23 sejre, 3 uafgjorte og 12 nederlag.

- Det har været en kæmpe fornøjelse at arbejde med de her spillere de seneste tre år og opleve udviklingen og det bånd, der er blevet skabt mellem dem og de danske fans. Mit mål har været at samle og inspirere hele Danmark og give tilbage til børnene og de klubber, hvor spillerne er vokset op. Det synes jeg, at vi har gjort, men det skal ikke stoppe her. Vi har nogle vigtige år foran os, og jeg er motiveret efter at opnå endnu mere med landsholdet og give de danske fans flere store oplevelser, fortæller Kasper Hjulmand i pressemeddelelsen.

Læs mere om: