8. dec. 2020
Af Laura Dalgård Hansen

Håndboldkvinderne overrasker

Trine Østergaard Jensen
Trine Østergaard Jensen
Foto: Ritzau Scanpix
Interessen for at se de danske håndboldkvinder spille under EM er kæmpestor.

Efter en noget usikker optakt blev EM i håndbold endelig skudt i gang sidste uge, og Danmark har spillet sine to første kampe ved slutrunden.

Det er også blevet til to sejre, selvom de danske håndbolddamer ikke har haft glæde af de tusindvis af rød/hvide fans, som ville have kigget med fra tribunerne, hvis ikke det havde været for de stramme coronarestriktioner.

Til gengæld er der rigtig mange danskere, der har fulgt kampene hjemme foran tv’et.

Faktisk er Danmarks kampe mod Slovenien og Montenegro blandt de mest sete tv-programmer i hele sidste uge.

Slår Vild med dans

Kampen mod Montenegro søndag aften blev ifølge Kantar Gallup set af hele 1.094.000, mens opgøret mod Slovenien fredag aften blev fulgt af 952.000.

Det rækker til henholdsvis en førsteplads og en tredjeplads over ugens mest sete programmer.

Og det er vel at mærke i en uge, hvor man også har kunnet læne sig tilbage i sofaen og se kvartfinalen i "Vild med dans" samt julekalenderne på DR og TV 2.

Men disse ellers populære programmer kunne altså ikke hamle op med interessen for det danske håndboldlandshold i den forgangne uge.

Tirsdag aften går det igen løs, når Danmark spiller mod Frankrig. Kampen kan ses på TV 2 fra klokken 20.25.

Læs mere om: