19. jan. 2023
Af Regitze Ørnstrup Christensen

Hans Lindberg har viet sit liv til håndbold: Familien har været uundværlig

Hans Lindberg
Hans Lindberg og familien tager en selfie efter VM-sejren på dansk grund i 2019.
Foto: Dan Mariegaard
For Hans Lindberg spiller familien en helt afgørende rolle. Det er nemlig en af grundene til, at han har kunnet præstere på det høje niveau i så mange år.

Hans Lindberg er netop nu med Nikolaj Jacobsen og resten af det danske herrehåndboldlandshold i Sverige, for at prøve at skrive håndboldhistorie.

De kan nemlig ende med at være det første hold nogensinde til at genvinde VM-trofæet tre gange i træk.

Og selvom han sprudler på både landshold og i sin klub, Füchse Berlin, hvor han i 2021/22 sæsonen blev topscorer i Bundesligaen, så skal han til sommer finde på noget nyt. Klubben har nemlig ikke forlænget kontrakten med den danske landsholdsfløj.

Det betyder, at der skal træffes nogle beslutninger, men det er ikke beslutninger, han skal træffe alene. Det er nemlig vigtigt for ham, at hans hustru, Jeanette Mackenhauer Lindberg, er med ind over beslutningen.

For en ny klub kan ende med at betyde en ny geografisk placering og en ny hverdag. Og det handler ikke kun om Hans og Jeanette. Det handler også om deres to sønner, Aron, 7, og 4-årige Carl, der kun har prøvet at bo i Tyskland.

– Jeg er jo ikke den eneste, der skal tages hensyn til. Jeg har en hustru og to børn, og vi skal prøve at finde ud af, hvad det bedste er for dem. Så det går vi meget og tænker på og snakker om, fortæller han til BILLED-BLADET.

Hans Lindberg
Hans Lindberg i selskab med hustuen Jeanette Mackenhauer Lindberg og deres to sønner, Aron på 7 år og Carl på 4 år. Til dagligt bor de i Berlin.
Foto: Privat

For Hans Lindberg spiller familien en helt afgørende rolle. Det er nemlig en af grundene til, at han har kunnet præstere på det tårnhøje niveau i så mange år.

Til dagligt arbejder Jeanette Mackenhauer Lindberg som jurist på et advokatkontor.

Men når Hans Lindberg er på ture med enten landshold eller klubhold, er det hende, der bliver nødt til at gå på kompromis og tage tidligere hjem fra arbejde for at hente Aron og Carl. Noget de som familie er afklarede med, men som ikke kunne lade sig gøre, hvis hun ikke var villig til det.

– Det har jo været Jeanette, der har været nødsaget til at gå på kompromis med sin karriere for, at min karriere kan være der, hvor den er. Og der kommer formentlig en dag, hvor det vender rundt, og hvor jeg kan give hende lidt den anden vej, fortæller målmageren.

Hustruen spiller altså en enormt stor rolle i Hans Lindbergs succes, og hans indtil videre lange håndboldkarriere.

Læs mere om: