Har kæmpet med skader: Ida Karstoft skal opereres
Den 28-årige atletikstjerne Ida Karstoft har længe været plaget af skader, men trods det stiller hun alligevel til start ved OL.
Her skal hun forsøge at snuppe en medalje i 200 meter løb, men som nævnt har optakten ikke været ideel for danskeren.
Det er især akillessenen, der har voldt problemer for Ida Karstoft, og hun har endnu ikke fået bugt med den.
Efter OL skal hun derfor have foretaget en operation. Det fortæller hun til SE og HØR.
- Det har været noget af en rutsjebane, og jeg er desværre ikke færdig med den. Jeg skal opereres den 20. august, siger hun.
Ida Karstoft fortæller også, at hun umiddelbart ikke ved, hvor hun står i forhold til sine konkurrenter. Danskeren har således ikke været i stand til at kunne løbe banen mere end én gang om ugen.
Hvordan det går Ida Karstoft, bliver vi klogere på søndag, hvor der er indledende heat i kvindernes 200 meter.