11. jul. 2023
Af Ulrik Ulriksen

Holger Rune fik god snak med kronprins Frederik efter tennisdrama: Det var fantastisk!

Holger Rune
Holger Rune
Foto: Ritzau/Scanpix
Der var knald på fra start til slut, da Holger Rune triumferede i vild tenniskamp ved Wimbledon-turneringen. Kronprins Frederik sad i Holgers spillerboks under dramaet, og efter kampen talte tennisprinsen og kronprinsen selvfølgelig med hinanden.

For Danmarks tennisprins Holger Rune var det en kæmpe glæde at have opbakning fra kronprins Frederik, da Holger var på græs mod bulgarske Dimitrov i Wimbledons ottendedelsfinale.

Holger vandt braget mod bulgareren, og nu venter verdens nummer et, Alcaraz, i kvartfinalen.

Kronprins Frederik heppede mandag aften på Holger fra sin plads i spillerboksen, hvor den royale fan sad lige ved siden af Holger Runes træner, Lars Christensen.

Holger Rune glad for kronprinsens støtte

– Det var fantastisk. Jeg så Lars snakkede virkelig meget med ham. Han virkede helt vanvittigt pumped, sagde Holger Rune efter sin sejr ifølge Ekstra Bladet.

Kronprins Frederik
Kronprins Frederik
Foto: Ritzau/Scanpix

Efter kampen fik Holger Rune sig en god snak med kronprinsen.

- Han sagde, det var spændende at høre, hvad der foregik i boksen, og hvad der blev snakket om. De inputs jeg får på banen, synes han var spændende, fortæller Holger Rune yderligere om kronprinsen til Ekstra Bladet.

Holger understregede samtidig, at det er fedt at mærke støtten fra Frederik og hele Danmark.

Det er ikke første gang, at Holger Rune møder den tennisglade kronprins. Blandt andet da Holger Rune i 2019 fik sit store internationale gennembrud under juniorernes French Open.

Samtidig har den 20-årige tennisspiller tidligere spillet i HIK, ligesom kronprinsens ældste datter, prinsesse Isabella.

Læs mere om: