
Holger Runes mor forlod arenaen før tid: Nu afslører hun den triste årsag

Holger Rune var på forhånd udråbt som storfavorit, da han i går spillede kvartfinale ved ATP Masters 1000-turneringen Shanghai Open.
Her stod han over for Valentin Vacherot, der frister en tilværelse som nummer 204 på verdensranglisten, mens Holger Rune er nummer 11 på samme liste.
Men trods favoritværdigheden lykkedes det ikke Holger Rune at vinde kampen.

Han kæmpede derimod med voldsomme kramper undervejs, hvilket medførte store frustrationer, og det gik ud over både hans mor og hans team på tribunen.
Inden kampen var slut, kunne man se hans mor, Aneke Rune, forlade arenaen, hvilket mange mente skyldtes sønnens opførsel.
Men det er ikke sandheden.
Det fortæller Aneke Rune til Ekstra Bladet.
Hun havde nemlig set, at det var væltet ind med grænseoverskridende dødstrusler på Instagram, fra folk der havde sat penge på at Holger Rune ville vinde kampen.
Så da det stod klart for hende, at der ikke var mere i sønnen, valgte hun at gå ud og blokere de mange beskeder, så Holger Rune ikke skulle se dem.
- Det er så respektløst og ubehageligt, og spilleren synes jo i forvejen ikke, det er særlig sjovt at tabe og slet ikke med krampe, siger hun til Ekstra Bladet.
