25. jan. 2021
Af Laura Dalgård Hansen

Inden kampen i aften: Landsholdet er fortsat plaget af sygdom

Mikkel Hansen
Mikkel Hansen
Foto: Jesper Sunesen
Flere i den danske landsholdstrup døjer fortsat med maveproblemer.

Landsholdet måtte undvære Mikkel Hansen og Johan Hansen, da de lørdag aften spillede mod Japan under VM i Egypten.

De to var nemlig ramt af et maveonde og kunne derfor ikke spille.

Siden er det kommet frem, at flere spillere i den danske trup har kæmpet med de samme problemer, og få timer inden kampen mod Kroatien mandag aften, er det fortsat usikkert, hvem der kan spille.

- Der er nogle stykker, der er tvivlsomme. Jeg tør ikke sætte tal på, hvor mange der er ramt, for der er også nogle, der er ramt i mindre grad. Så Nikolaj er i tvivl om, hvad han gør, siger sportschef Morten Henriksen til DR.

Der er generelt bedring med maverne over hele linjen, men det er ekstra heldigt, at kampen mandag aften ikke har nogen reel betydning.

Danmark har indtil videre vundet alle sine kampe, og de er allerede sikret en plads i kvartfinalen uanset udfaldet af opgøret mod Kroatien.

Foruden Mikkel Hansen og Johan Hansen har også landstræner Nikolaj Jacobsen, Mads Mensah, Morten Olsen, Lasse Andersson, Simon Hald, Mathias Gidsel og holdets fysioterapeut Anja Greve været plaget af maveproblemer i større eller mindre grad.

Danmark spiller mod Kroatien mandag aften, og onsdag venter Egypten i den afgørende kvartfinale.

Læs mere om: