Jeanette Ottesen venter sit første barn
Den 29-årige svømmer Jeanette Ottesen er gravid med sit første barn. Det bekræfter hendes manager Helle Lindvig Fogt over for BILLED-BLADET.
Den kommende far er Jeanette Ottesens britiske forlovede Marco Loughran, og den tidligere ”Vild med dans”-deltager er over tre måneder henne i sin graviditet.
- Jeg kan bekræfte, at den er god nok. Jeanette er lige nu på sin første ferie i mange år og vil helst ikke forstyrres, siger Helle Lindvig Fogt til BILLED-BLADET.
Jeanette Ottesen har levet i nuet
Jeanette Ottesen offentliggjorde nyheden på sin blog, hvor hun skriver, at graviditeten kom lidt uventet for parret.
Hun beskriver det sidste halve år som en tid, hvor hun har fokuseret på at leve i nuet, og det har altså nu fået en positiv konsekvens.
Da svømmeren stod med den positive graviditetstest i hånden for nogle måneder siden, var det dog en både vild, mærkelig og glad oplevelse for hende.
Graviditeten har været "lidt mærkelig"
Jeanette Ottesen havde nemlig ikke regnet med, at hun ville være gravid, men hun ved nu, at et helt nyt liv venter hende.
De første måneder af graviditeten har med hendes egne ord været lidt mærkelige, men nu er hun så småt begyndt at glæde sig.
Svømmeren lover samtidig, at hun vil holde sine læsere opdateret på bloggen under graviditeten og i tiden efter fødslen.