
Jesper Jensens hustru taler ud om blodpropper: Var kortvarigt i livsfare

Tilbage i februar måtte Jesper Jensen melde afbud, da Danmarks håndboldkvinder skulle spille Golden League-turnering i Holland.
Årsagen lød dengang, at Jesper Jensens hustru Lotte Haandbæk var blevet ramt af en række blodpropper i benet, efter hun var blevet opereret i knæet.

I et stort interview med JydskeVestkysten taler Lotte Haandbæk for første gang selv ud om sit sygdomsforløb, og det er bestemt ikke for sarte sjæle.
Den 47-årige tidligere professionelle håndboldspiller, der har tre børn med Jesper Jensen, fik skadet sit korsbånd tilbage i februar under en skiferie i Østrig med sine veninder.
Hun blev opereret på et privathospital, men blev efterfølgende ramt af ulidelige smerter, hvilket i sidste ende sendte hende på akutmodtagelsen.
Her afslørede en scanning, at hun havde flere blodpropper i benet, som formentlig skyldes, at der under knæoperationen måske blev lavet en lille ridse i hasen.
Med ambulance blev hun sendt til et sygehus i Kolding, og her ventede et forløb med 33 dages indlæggelse – heraf syv dage på intensiv – og hele 14 operationer.
Risikerede at miste benet
Efterfølgende har Lotte Haandbæk fået at vide, at hun kortvarigt var i livsfare, og at lægerne overvejede at amputere hendes ben.
– De har fortalt, at de gav mig kun fem procent chance for at beholde mit ben, inden de gik i gang med operationen. Det var de fem procent, de opererede for, fortæller hun til JydskeVestkysten.
I dag er Lotte Haandbæk i fuld gang med genoptræning, og selv om hun stadig døjer med nerveskader, så er hun optimistisk omkring fremtiden.
