Kåret som verdens bedste: Vild hæder til Viktor Axelsen
Viktor Axelsen er en glad og stolt mand i disse dage. Han har nemlig modtaget en stor hædersbevisning.
Den danske badminton-stjerne er blevet kåret til Årets herrespiller 2020/2021 af Det internationale badmintonforbund, BWF.
Han vandt prisen foran danske Anders Antonsen, japanske Yuta Watanabe og kinesiske Wang Yi Lyu, som også var nominerede i den kategori.
– Jeg vil gerne sige tusind tak for prisen til BWF. Det var et stærkt felt, jeg var oppe imod, så det betyder meget for mig. Jeg håber, at jeg kan fortsætte udviklingen og blive ved med at kæmpe i verdenstoppen og vinde flere store titler, siger Viktor Axelsen i en pressemeddelelse fra Badminton Danmark.
I 2020/2021 har Viktor Axelsen vundet mange store turneringer – bl.a. den flotte guldmedalje ved OL i Tokyo.
Badmintonspillerne Peter Gade og Camilla Martin er begge tidligere blevet kåret som årets badmintonspiller af BWF, men det er første gang siden 1999, at den store ære tilfalder en dansker.